Miljø


Hvorfor økologisk bomuld?

Bomuld er en af klodens mest miljøbelastende afgrøder. Den dækker blot fem procent af de dyrkede arealer, men sprøjtes med næsten 25 procent af verdens samlede forbrug af insektmidler. 20-30 sprøjtninger per sæson er ødelæggende for biodiversitet, jordkvalitet og grundvand, mens landarbejderne skades både under sprøjtning, plukning og den senere forarbejdning af bomulden. FN’s sundhedsorganisation WHO anslår, at op mod tre millioner landarbejdere hvert år oplever akutte forgiftningssymptomer som følge af arbejde med sprøjtemidler. Af disse dør 40.000 ifølge den internationale arbejderorganisation ILO.
Kilde:WHO/UnEP: The public health impact of pesticides used in agriculture , World Health Organization/United Nations Environment Programme (Geneva, 1990).

Både landarbejdere og naturen trives langt bedre, når bomulden dyrkes økologisk med sædskifte, naturgødning og biologiske bekæmpelsesmetoder. Udbyttet bliver en smule lavere, men landmændene får alligevel ofte en bedre økonomi. De har ikke udgifter til sprøjtemidler og kunstgødning, der er færre mellemhandlere og prisen per kilo er højere. I udviklingslandene giver økologisk produktion derfor mange landmænd en højere levestandard med flere penge til for eksempel skoleuniformer, cykler, symaskiner og nyt tøj til familien. I både fattige og rige lande bidrager økologisk dyrkning til at beskytte grundvand og biodiversitet.

Derfor bruger TrueStuff kun certificeret økologisk bomuld.



 


Økologisk kontrol

Naturlige tekstilfibre som bomuld, hør, hamp og uld er alle landbrugsprodukter, som kan dyrkes efter reglerne for økologisk jordbrug på samme måde, som vi kender det fra produktion af økologiske fødevarer.

Landmænd både indenfor og udenfor EU skal følge EUs regler for at kunne sælge deres afgrøder som økologiske i Europa. I Danmark står staten for kontrollen, mens den i stort set alle andre lande udføres af internationale certificeringsorganisationer. Det er organisationer som for eksempel den britiske Soil Association, hollandske Control Union eller svenske KRAV. 

Se mere på: 

www.soilassociation.org

Alle disse organisationer certificerer i henhold til den globale standard GOTS, Global Organic Textile Standard.

Læs mere på www.global-standard.org


TrueStuff samarbejder kun med partnere der også er certificeret i henhold til GOTS standarden. Det gælder både spinderier, farverier, væverier og systuer. Alle er certificeret efter standarden og anvender kun bomuld der er kontrolleret efter EU´s regler for økologisk produktion.

Økotex og økologi
Mange tror fejlagtigt, at bomuld med ØkoTex mærket er økologisk. Det er ikke tilfældet. Bomulden i Økotex er dyrket helt konventionelt og til slut testet for en mindre del af de hundreder af kemikalier, der anvendes i dyrkning og forarbejdning af tekstiler. Økotex garanterer derfor kun, at indholdet af udvalgte kemikalier er under en given grænseværdi. Se listen over Økotex mærkets tilladte kemikalie- og pesticidrester på:
Oekotex.com


Miljøet og øvrige tekstilfibre
Udover bomuld anvender vi hør, hamp og uld. Disse fibre kan ligeledes fremstilles økologisk, men problemerne med miljø og arbejdsmiljø ved traditionel dyrkning er langt mindre end ved bomuldsproduktion. Hør og hamp behøver for eksempel kun lidt eller ingen sprøjtning. Da der globalt er meget begrænsede mængder certificerede garner til rådighed, anvender vi derfor både økologisk og konventionel hør, hamp og uld i vore produkter. Vi mærker tydeligt, hvor der er tale om certificerede økologiske fibre.

Miljøet og de industrielle processer
Vejen fra certificeret økologisk garn til færdigt produkt er lang. Især de våde processer i efterbehandlingen - som vask og farvning af stoffer og garner - kan være stærkt forurenende.
TrueStuff indfarver og efterbehandler alle garner og metervarer i Europa hos GOTS certificerede virksomheder der sikrer grundig spildevandsrensning. Vi foretager al blegning i Europa hos leverandører, der kun anvender peroxyd som er et miljøvenligt blegemiddel. 

TrueStuff indfarver uden brug af tungmetaller, og vi krølbehandler aldrig med formaldehyd, der er kendt for at være både allergi- og kræftfremkaldende. Vi anvender i det hele taget aldrig processer hvor formaldehyd indgår.

Vore valg af råvarer, processer og leverandører skaber derfor så rene produkter, som det er muligt, når man samtidig skal arbejde med en industriel fremstillingsproces. Det sikrer hudvenlige, bløde produkter.

Arbejdsmiljø
Vi syr alle produkter i Tjekkiet på systuer, hvor arbejderne har en arbejdsuge på 37,5 timer, 5 ugers ferie, sygeforsikring, barselsordning og ret til at organisere sig.